Velkommen til UNG:DOX!

UNG:DOX er CPH:DOXs program rettet mod ungdomsuddannelser, der blev etableret i 2012 ud fra idéen om, at den moderne dokumentarfilm kan give elever på landets ungdomsuddannelser et nytænkende, fagligt og kulturelt indspark i undervisningen. Vi udvikler vores filmprogram i samarbejde med vores faglærernetværk for at sikre, at film og arrangementer lever op til kravene i gymnasiernes læreplaner. Derudover udarbejder vi fagligt relevant undervisningsmateriale til hver film, som løbende vil blive lagt op her på siden.

Billetter koster 40 kroner ex. moms / 50 kr. inkl. moms. Som gymnasium har man mulighed for at trække momsen fra. 

Vi giver også gerne et tilbud på grupperabat ved bestilling til mere end 300 elever.

Kontakt projektleder Amalie Brok via amalie.b@cphdox.dk eller per telefon 27 59 87 12, hvis du er interesseret i en film eller et arrangement. 

Programmet for 2020, der løber af stablen d. 16.-29. marts, vil drypvist blive offentliggjort i januar og februar 2020.

TEMA: JEG FORTÆLLER

I en verden, hvor perfekte liv leves på de sociale medier, kan vi risikere at glemme, hvilke nuancerede og komplekse mennesker der lever bag skærmen. Med temaet JEG FORTÆLLER går vi under huden på mennesker og dykker helt ned i deres fortællinger og perspektiver på livet. Vi følger op- og nedture, nedbryder intime grænser og bliver klogere på mennesket i al dets herlighed.

Særligt relevant for: Dansk, samfundsfag, engelsk og mediefag

I love you I miss you I hope I see you before I die

Betty bor med sine to børn og en familie på 11 i en forstad i Colorado. Med en kæreste på afvænning og en fængselsdom hængende over hovedet er der ikke meget lys i horisonten for en ung mor i udkanten af det amerikanske samfund. Men der er drømme og fællesskab. Eva Marie Rødbros film er en collage af subjektive snapshots fra et liv, der ikke kan rummes i en klassisk fortælling. Formen spejler situationen og placerer Rødbros første lange film i et felt mellem kunstfotografi og rå socialrealisme.

Filmen er lavet af instruktør Eva Marie Rødbro, der også står bag DR dokumentarserien ‘Prinsesser fra blokken’, og hun giver med sit særegne filmsprog et kærligt, poetisk og drømmende indblik ind i denne familie fra den amerikanske underklasse, hvor hovedpersonerne træder frem som helstøbte og komplekse mennesker, der finder deres styrke i kærlighed og familiesammenhold.

Instr. Eva Marie Rødbro / Danmark / 2020 / Sprog: Engelsk (danske undertekster) / Længde: 77 minutter / Fag: Dansk og mediefag

Arrangement tirsdag d. 24/3 kl. 12:15-14: i Bremen Teater

I forlængelse af visningen vil instruktør Eva Marie Rødbro fortælle os om sit arbejde med at skildre kvinder fra fordomsprægede miljøer og de kunstneriske valg og fravalg, hun træffer inden for dokumentargenren.  

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2759

TEMA: ULIGHED

Tanken om velfærdsstaten er udviklet ud fra et ønske om, at alle mennesker er lige og skal have lige muligheder for et godt liv, hvorfor skatter er med til at omfordele goderne. Den ideologiske tanke om statsunderstøttet lighed er måske sværere at finde i praksis, og det undersøger vi under temaet ULIGHED, hvor vi også undersøger ulighed mellem mennesker mere bredt.

Særligt relevant for: Samfundsfag, engelsk og historie.

Capital in the 21st Century

Thomas Piketty satte verden over ende, da han i 2013 udgav sin skelsættende bog Capital in the 21st Century. Nu er dokumentaren her, hvor Piketty sammen med andre eksperter udfolder kapitalens snørklede udvikling i Vesten over de sidste 300 år og fremlægger bogens banebrydende pointer om, hvordan elitens og store virksomheders akkumulerede og uregulerede velstand i dag skaber en farefuld ulighed, som spænder ben for lønarbejderen og trækker tråde langt tilbage til aristokratiet og kolonialismen. Et vedkommende portræt af kapitalen, der binder nutid og forhistorie sammen og gør komplekse sager håndgribelige og til at få øje på i sin egen hverdag og i eget samfund.

Da bogen ‘Capital in the 21st Century’ udkom i 2013, blev den hurtigt en international bestseller og Piketty en verdensberømt økonom. På trods af at Piketty gjorde sig umage med at gøre bogen let forståelig, så er de knap 1000 sider ikke barnemad at tygge sig igennem. Det gør denne dokumentar nu op for, og dermed bliver teorien lettere tilgængelig for også gymnasieelever.

Instr. Justin Pemberton / New Zealand / 2019 / Sprog: Engelsk og fransk (engelske undertekster ved fransk tale) / Længde: 103 minutter / Fag: Samfundsfag, historie og engelsk

Arrangement onsdag d. 18/3 kl. 09:45-12:00 i Nordisk Film Imperial

Til arrangementet kommer økonomisk antropolog, Nana Vaaben, analysechef i den liberale tænketank Cepos, Otto Brøns-Petersen samt økonom, Jesper Jespersen. De skal debattere forståelsen af “fortjent indkomst” og retfærdigheden af at nogle kan arve sig til millioner mens andre ikke kan.

Billetter kan købes via billetlink: mydox.dk/form/2757

 

EKSTRA arrangement torsdag d. 19/3 kl. 14:30-16:30 i Bremen Teater

Til dette arrangement får vi besøg af økonom Karen Helveg Petersen, som vil fortælle om kapitalbegrebet ud fra Marx’ tanker og Pikettys idag. Hun vil også komme ind på de problemstillinger, som vi og kapitalismen i dag står overfor. Bliver næste generation fattigere end den forrige? Og kræver klima- og miljøkrisen en omlægning af systemet?

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2763

The Kingmaker

Imelda er Filippinernes kulørte og korrupte tidligere førstedame, som har plejet omgang med dikatorer og købt tusindvis af sko og kjoler for statens regning, mens befolkningen sultede. Dokumentaren dykker ned i den obskure historie om korruption og magt, som prægede Imelda og hendes mands diktatoriske styre fra 1965-1986. Vi fascineres af Imeldas selvbedrag og hendes karismatiske udstråling, mens vi forundres over den rigdom, der stadig i dag omgiver hende.

Instruktør Lauren Greenfield har skabt en fængende og interessant film om rigdom og magt. Med vantro følger vi Imelda Marcos portrættere sig selv som en forkæmper for de fattige, mens vi øjeblikket efter ser de økonomiske og sociale konsekvenser, hendes handlinger har haft for Filippinernes fattige. ‘The Kingmaker’ viser tydeligt de konsekvenser, ulighed kan have for et samfund.

Instr. Lauren Greenfield / USA og Danmark / 2019 / Sprog: Engelsk / Længde: 100 minutter / Fag: Samfundsfag og historie

Arrangement torsdag d. 19/3 kl. 14:30-16:30 i CinemaxX Aarhus

Efter filmen vil vi dykke ned i den visuelle antropologi med Ane Bonde Rolsted, som vil fortælle mere om de metoder og refleksioner man i antropologien lægger for dagen, når man formidler og fortæller visuelle historier på vegne af andre.

Ganden: A Joyful Land

I Ganden: A Joyful Land kommer vi ind under huden på den tibetanske buddhisme, som Dalai Lama er den spirituelle leder af. Tibetansk buddhisme er tæt vævet sammen med Tibets politiske historie, og munkeklostret Ganden var i mange år centrum for buddhisternes religiøse praksis, indtil Kinas indtog i Tibet tvang munkene i eksil. Dokumentaren følger munkenes genetablerede praksis i Indien gennem sanselige billeder af deres religiøse praksis og lydene fra den karakteristiske chanten.

Dokumentaren udfolder ikke bare den tibetanske buddhismes religiøse praksisser men i høj grad også den politiske og historiske udvikling. Dalai Lama er en central figur i historien, og også han er i fokus som den åndelige leder af denne gren af buddhismen. Dermed lægger dokumentaren op til et spændende forløb i religionsundervisningen om en af de store verdensreligioners verdenssyn, traditioner og ritualer og ikke mindst den historiske og politiske betydning.

Instr. Ngawang Choephel / USA / 2019 / Sprog: Tibetansk og engelsk (engelske undertekster) / Længde: 80 minutter / Fag: Religion

Arrangement fredag d. 20/3 kl. 12:30-14:30 i Aveny T

For at sætte filmen ind i en bredere religiøs og politisk kontekst har vi inviteret Trine Brox, der forsker i tibetansk diaspora, til efter filmen at fortælle om den tibetanske gren af buddhismen, Dalai Lamas særlige rolle som både åndelig og politisk leder og hvordan tibetansk buddhisme udvikler sig som religion i eksil.

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2768

The Art of Repression

I 1961 grundlagde Paul Schäfer den tyske koloni Colonia Dignidad i Chile. Isoleret fra omverdenen blev kolonien et hjemsted for psykisk terror, vold og overgreb på drengebørn. I The Art of Repression møder vi dem, der trods fortidens skygger har valgt at blive boende i landsbyen. Fornægtelse af fortiden og en satsning på turisme skal bære landsbyen ind i fremtiden, men ikke alle beboere er enige i at lade fortidens rædsler være fortid. Dokumentaren er en spændende indblik i menneskets forsvarsmekanismer og forsøg på at komme overens med traumer.

Efterkrigstiden var kaotisk. Folk vågnede op til et ødelagt Europa, og for mange var løsningen at rejse væk. Mange endte i Sydamerika ligesom Paul Schäfer og hans følgere. Der er mange paralleller at drage mellem Colonia Dignidad og efterkrigstidens Tyskland, og det skal vi se nærmere på i dette arrangement.

Instr. Estephan Wagner & Marianne Hougen-Moraga / Danmark / 2020 / Sprog: Tysk og engelsk (engelske undertekster) / Længde: 90 minutter / Fag: Tysk

Arrangement fredag d. 20/3 kl. 12:30-14:30 i Aveny T

Før filmen vil lektor i historie Moritz Schramm introducere filmen ved at drage paralleller mellem dokumentarens hovedpersoners forsøg på at glemme fortiden ved at fornægte at det er sket, og den tyske efterkrigstids forsøg på at overkomme fortiden på samme måde. 

Billetter kan købes via billetlinkhttps://mydox.dk/form/2777

TEMA: BANEBRYDENDE FORSKNING

Noget forskning har potentialet til at kunne ændre, hvordan vi ser og oplever verden. Andet forskning er lige så banebrydende men i mindre skala. Under temaet BANEBRYDENDE FORSKNING dykker vi både ned i forskning, der har haft stor betydning for videnskaben men også forskning, der rykker ved os individuelt, og både samfundsvidenskabelig og naturvidenskabelig forskning kommer under luppen.

Særligt relevant for: Psykologi, musik og fysik

The Viewing Booth

En minimalistisk dokumentar om vores forhold til visuelle medier. I et lille rum præsenteres Maia for videoer fra de besatte palæstinensiske områder. Videoernes portrættering af en brutal israelsk besættelsesmagt er i strid med hendes egen overbevisning, og filmen giver et spændende indblik i hendes tanker, som hun udfolder undervejs. Dokumentaren giver et unikt indblik ind i psykologien bag, hvordan vi ser og tolker informationer i den digitale tidsalder.

Dokumentarens instruktør, Ra’anan Alexandrowicz, er drevet af ønsket om at undersøge seerens indre oplevelse af at se videoer og billeder. Som filminstruktør er han interesseret i, hvordan man som seer opfatter visuelle medier, og hvilken virkning de har. Med ‘The Viewing Booth’ kommer vi under huden på en seer og oplever, hvordan hendes overbevisning overskygger de informationer, hun får i videoerne fra de palæstinensiske områder på trods af en sund nysgerrighed og skepsis.

Instr. Ra’anan Alexandrovicz / Israel & USA / 2019 / Sprog: Engelsk og hebræisk (engelske undertekster) / Længde: 70 minutter / Fag: Psykologi

Arrangement torsdag d. 26/3 kl. 10:00-12:00 i Nordisk Film Biografer Palads

Efter filmen følger en talk mellem Katrine K. Pedersen, ekspert i digitale medier og psykolog Bjørn Gunnar Hallson om propaganda i mediebilledet, fake news og om hvordan vi forholder os til og bruger de informationer, som medierne fodrer os med.

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2761

We Are As Gods

We are as gods and we might as well get good at it. Det er biologen Stewart Brands motto, som danner fundamentet for hans forsøg på at forbedre verden og miljøet. I denne dokumentar følger vi hans inspirerende arbejde indenfor miljøbevarelse, som begyndte allerede i 1960’erne og stadig er i gang. Senest har han kastet sig ud i forskning om, hvordan bioteknologi kan bringe uddøde dyrearter som mammutten tilbage – et emne der er fyldt med etiske overvejelser.

Med genteknologien kan vi nu opnå meget, som syntes umuligt for ganske kort tid siden. Spørgsmålet bliver måske i fremtiden snarere, hvor grænsen går for hvad vi må gøre ved vores omverden og hvor grænsen for det etisk forsvarlige ligger. Derudover følger hele det forskningsmæssige spørgsmål om hvornår det i det hele taget er muligt for forskere at genoplive eksempelvis mammutter.

Instr. David Alvarado & Jason Sussberg / USA / 2020 / Sprog: Engelsk / Længde: 91 minutter / Fag: Biologi

Arrangement mandag d. 23/3 kl. 10:00-12:00 i Bremen Teater

Efter filmen vil den anerkendte evolutionær biolog, Tom Gilbert, fortælle mere uddybende om forskning indenfor genoplivning af uddøde dyrearter. Er det muligt? Er det etisk forsvarligt? Det bliver vi sammen klogere på.

NB Tom Gilbert taler engelsk

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2770

Making Waves: The Art of Cinematic Sound

Fra stumfilm til Star Wars og Jurassic Park. Denne film udlægger den verden af lyd og musik, vi nogle gange tager for givet i de film, vi elsker – med alt fra lydeffekter til store komponerede ballader, der bringer følelserne frem. Ud fra filmklip, interviews og arkivoptagelser får vi et unikt indblik i lyddesignernes skabelsesrum og bliver klogere på det store arbejde, der ligger bag films lydside.

Musik er ikke bare bands, sange og orkestre. Det viser denne dokumentar med al tydelighed, og derfor er den oplagt til at arbejde med lydproduktionens mange facetter til inspiration for musikelever.

Instr. Midge Costin / USA / 2019 / Sprog: Engelsk / Længde: 94 minutter / Fag: Musik

Arrangement tirsdag d. 24/3 kl. 14:15-16:15 i Aveny T

Efter filmen vil den prisbelønnede danske lyddesigner, Peter Albrechtsen, fortælle om sin egen rejse ind i filmmusikkens verden, om hvordan man forener musik og film og om vigtigheden af lyddesign i dokumentarfilm.

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2758

The Edge of All We Know

Hvordan ser et sort hul ud? Det har i lang tid været en kilde til mange spekulationer, for sorte huller repræsenterer på mange måder grænsen for den menneskelige viden. I ’The Edge of all we know’ følger vi projektet Event Horizon Telescope, der i april 2019 formåede at tage det første billede af et sort hul og dermed det første visuelle bevis for deres eksistens. Der er lagt i ovnen til en spændende indføring i fysikkens verden, hvor tal og teleskoper, computer simulationer og sorte huller bliver tydeliggjort også for de uerfarne inden for fysik.

Det var banebrydende, da det første visuelle bevis for sorte hullers eksistens blev vist frem, som kulminationen på mange års arbejde. Mens mennesket bevæger sig længere og længere ud i det uvisse rum, har sorte huller til stadighed skabt undren og interesse. I denne film bliver vi klogere på Jorden som planet i solsystemet og ikke mindst på, hvor stort og tilsyneladende uendeligt universet er. Et oplagt filmvalg til fysikundervisningen.

Instr. Peter Galison / USA / 2020 / Sprog: Engelsk / Længde: 102 minutter / Fag: Fysik

Arrangement tirsdag d. 24/3 kl. 10:00-12:00 i Bremen

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2775

TEMA: UDBRUD

Under temaet UDBRUD stiller vi skarpt på både de individer og de samfund, som udfordrer gængse normer gennem aktivisme og personlige kampe. Med forskellige udtryksformer som musik, tekst eller video forsøger de at bryde ud og bryde med normer og traditioner.

Særligt relevant for: Dansk, engelsk, fransk, samfundsfag, historie og musik

Billede er på vej

Margaret Atwood: A word after a word after a word is power

Imens autoritære ledere kommer til magten, anti-abort-bevægelser vinder indpas og klimatruslen lurer i baggrunden, har Margaret Atwoods forfatterskab fået nyt liv. Med tv-versionen af den dystopiske The Handmaid’s Tale, er Atwoods navn blevet cementeret verden over. I denne portrætfilm følger vi den ukuelige 80-årige Atwood på hendes tour verden rundt i forbindelse med den længe ventede udgivelse af The Testaments. Gennem filmen tegnes et billede af en stålfast Atwood, der aldrig har været bange for at sige sin mening, og hendes tankevækkende litterære univers der går hånd i hånd med den politiske aktivisme.

Tjenerindekostumet fra tv-serien The Handmaid’s Tale er blevet en fællesnævner for protester mod kvindeundertrykkende regimer verden over og symbolet på det værst tænkelige. Atwood har med sit dystopiske univers formået at tale direkte ind i vores tids kampe mod konservative kræfter og klimakriser, og måske netop derfor er hendes forfatterskab så utroligt spændende.

Instr. Nancy Lang & Peter Raymont / Canada / 2019 / Sprog: Engelsk / Længde: 92 minutter / Fag: Engelsk og dansk

Arrangement fredag d. 20/3 kl. 10:00-12:00 i Nordisk Film Dagmar

Efter visningen følger et oplæg ved professor i amerikansk litteratur og kultur, Rune Graulund, om dystopisk litteratur med udgangspunkt i Atwoods forfatterskab. Han vil uddybe, hvordan denne form for samfundskritik har både en rolle i og ikke mindst relevans for vores samtid.

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2756

Haut les Filles

Den franske rock’n’roll historie er fyldt med stærke og selvstændige kvinder, der har tvunget sig vej igennem en mandsdomineret verden. I Haut les Filles møder vi bl.a. Brigitte Fontaine og Françoise Hardy og deres kamp for at blive accepteret på musikscenen, og de yngre stjerner som Lou Doillon, der i dag kan nyde godt af den kamp. Filmen viser en interessant del af musikhistorien og åbner op for snakke om fransk feminisme blandet med sprøde toner fra blandt andet 1960’ernes yéyé-musik.

Dokumentaren følger nogle af de kvinder, der både tidligere og i dag har skulle gøre krav på deres plads i musikken på en helt anden måde end deres mandlige kollegaer. Gennem musik og interviews får vi et levede indblik i musikbranchens vilkår for kvindelige musikere. Et lands kunst er et unikt indblik i dets bredere kulturelle strømninger, og derfor danner Haut Les Filles et oplagt grundlag for en større forståelse af både den franske musikverden og landets kønsproblematikker.

Instr. François Armanet / Frankrig / 2019 / Sprog: Engelsk og fransk  (engelske undertekster) / Længde: 79 minutter / Fag: Fransk og musik

Arrangement mandag d. 16/3 kl. 12:15-14:15 i Aveny T

Filmen introduceres af Ulla Gjedde, cand.mag. i fransk. Hun vil sætte filmen ind i en bredere kulturel og social kontekst, når hun fortæller om fransk feminismes udvikling igennem årene.

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2760

Lever Elsker Savner

Hvad sker der, når man i ens mest oprørske tid også bliver syg? Rosemarie oplever for anden gang i sit korte liv at skulle kæmpe med kræft – nu som teenager på nippet til at starte i gymnasiet – og hun gør det med sin mor trofast ved sin side. Rosemarie kører lige på og hårdt ind i gymnasie- og ungdomslivet med en mor, der stadig bearbejder datterens sygdom. Svære minder og et kompliceret mor-datter forhold udfolder sig, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når Rosemarie sætter ord på, hvad hun mener om sin mor og deres forhold. En dokumentarfilm der formår at vise det komplicerede og smertefulde ved at bryde fri af og konfrontere sine forældre i ungdomsårene.

Instruktør Sine Skibsholt har lavet en fremragende film om en ung pige, der kæmper med de sædvanlige ting – identitet, omklamrende forældre, venner. Forskellen er bare, at Rosemarie ikke er en helt almindelig pige, for med sit kræftforløb har hun gennemgået prøvelser, som de færreste teenagere har. Men Rosemarie kæmper for at få lov til netop at være dét, at være helt almindelig.

Instr. Sine Skibsholt / Danmark / 2019 / Sprog: Dansk / Længde: 75 minutter / Fag: Dansk

Saudi Runaway

Saudi Runaway er den nervepirrende historie om den unge kvinde Munas planlægning og efterfølgende flugt fra et kvindeundertrykkende Saudi Arabien. Filmen udgøres af Munas egen dokumentering fra sine to mobiltelefoner, der giver os et unikt indblik i hverdagslivet i et land, vi sjældent får vidnesbyrd fra. Uret tikker, for Munas pas udløber snart, og den helt store afledningsmanøvre, at blive gift og tage på bryllupsrejse, er den eneste udvej nu. Muna må sige farvel til en familie, hun elsker, for at kunne leve det liv hun ønsker, og hun er villig til at risikere alt for at vise forholdene, der underbygger hendes beslutning om at flygte.

I 2018 fik kvinder i Saudi Arabien igen lov til at sætte sig bag rattet i en bil. Det var banebrydende for det arabiske kongerige, hvor kvinder har langt færre rettigheder end mænd. Som Muna i dokumentaren har kvinder således ikke lov til at rejse ud af landet uden sin mand eller værges tilladelse, og det har resulteret i flere kvinder, der trodser Kongeriget og flygter under international bevågning. Med Saudi Runaway følger vi en af disse kvinders vidnesbyrd.

Instr. Susanne Regina Meures / Schweiz / 2020 / Sprog: Arabisk & engelsk (med engelske undertekster) / Længde: 88 minutter / Fag: Dansk, samfundsfag, historie

Arrangement fredag d. 20/3 kl. 12:30-14:30 i Bremen Teater

I forlængelse af filmen vil jurist og cand.mag. i Mellemøststudier, Yasmin Abdel-Hak, give os et mere nuanceret indblik i det saudiarabiske samfund og de love og regler, der gør landet til et af de sværeste lande at være kvinde i.

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2769

TEMA: BRÆNDPUNKTER

Verden rører på sig, og med filmene under dette tema skal vi se på aktuelle konflikter og kriser og ikke mindst på de mennesker, der lever midt i brændpunkterne.

Særligt relevant for: Fransk, dansk, samfundsfag og historie

Reunited

Under de største kriser kan menneskerettighederne virke som en smuk, men virkelighedsfjern drøm. Denne dokumentar følger en familie, der som så mange andre er blevet spredt for alle verdens vinde efter at være flygtet fra den brutale borgerkrig i Syrien. Mor er i Danmark, far i Canada, og børnene er endt i Tyrkiet. Vi er med dem i deres håbløse forsøg på at have et familieliv over Skype, mens de kæmper en desperat kamp mod de forskellige nationalstaternes labyrintiske bureaukratier for at blive familiesammenført med særligt fokus på det danske system.

Verdenssamfundet blev overvældet af det store antal flygtninge, der kom fra Syrien under borgerkrigen. Regler og labyrintiske bureaukratiske strukturer gør det svært at navigere for desperate flygtninge, der forsøger at finde en hverdag efter krigens voldsomhed. Det er tydeligt i denne film, hvor store konsekvenser det har på mennesker fastlåste i urimelige situationer.

Instr. Mira Jargil / Danmark / 2019 / Sprog: Arabisk, engelsk og dansk (engelske undertekster) / Længde: 78 minutter / Fag: Dansk, samfundsfag og historie

Paris Stalingrad

Ved metrostationen Stalingrad i Paris sover mennesker i telte. De er immigreret til Paris for at opnå et bedre liv, mens de venter på at få deres papirer i orden. Bureaukratiet spænder dog ben for de fleste, og de eneste statslige initiativer de mødes af på daglig basis er politiet, der rydder teltlejrene og anholder dem. At få opholdstilladelse er ikke givet som migrant fra lande fra Mellemøsten og Afrika, og med denne film får vi nye øjne og et andet perspektiv på smukke Paris. Et sigende eksempel på hvordan et centralt europæisk land håndterer mennesker midt i en flygtningekrise og migrationsnødvendighed – med Frankrigs koloniale fortid vinkende i baggrunden.

Paris Stalingrad viser en side af Paris, som vi ikke har lyst til at se. Vi er langt fra den romantiske weekend get-away med god vin, smagfulde oste og en tur i Eiffeltårnet. I stedet ser vi, hvordan mennesker, der allerede er i dyb krise over at have forladt et land i fattigdom eller i krig, må kæmpe med myndighederne om basale menneskelige rettigheder såsom et sted at sove, muligheden for at gå på toilet og retten til at blive behandlet anstændigt. Dokumentaren lægger sig i forlængelse af de mange andre fantastiske dokumentarer, som i disse år produceres med fokus på flygtninge og migranter, og den gør det på en yderst indlevende, medfølende og relevant måde.

Instr. Hind Meddeb / Frankrig / 2019 / Sprog: Fransk, arabisk og engelsk (engelske undertekster) / Længde: 86 minutter / Fag: Fransk, samfundsfag og historie

Arrangement torsdag d. 19/3 kl. 10:00-12:00 i Aveny T

Efter filmen vil Frankrig-ekspert og cand.mag. i Film- og Medievidenskab, Kamel Benkaaba, sætte eleverne ind i den nuværende flygtningesituation i Frankrig samt Frankrigs kolonialistiske fortid for bedre at kunne forstå den situation som Frankrig – og store dele af Europa – står i i dag.

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2766

A Colombian Family

I denne fine dokumentar flettes et lands kaotiske og ustabile historie sammen med en families forsøg på at finde hinanden. I et land som Colombia har mange måtte ofre tid med familien for kampen for fred og retfærdighed. Det er tilfældet for Ruby og Yira, en mor og datter, hvis historie udspilles sideløbende med Colombias. En oplagt film til at diskutere de forandringer, der finder sted i Sydamerika og de konsekvenser, det kan have.

Dokumentaren er også en skildring af Colombias kritiske tilstand i årene efter, at guerrillagrupperne og regeringsstyrkerne underskrev en historisk fredsaftale. År med håb for fred var iblandet frygten for en yderligere eskalering af vold. Situationen i Colombias eskalerede igen i sensommeren og efteråret 2019 med demonstrationer og konflikter mellem regeringen og civilsamfundet, hvilket gør A Colombian Family endnu mere aktuel for spanskundervisningen.

Instr. Tanja Wol / Danmark / 2020 / Sprog: Spansk (engelske undertekster) / Længde: 80 minutter / Fag: Spansk

Arrangement torsdag d. 19/3 kl. 12:30-14:30 i Nordisk Film Imperial

Efter filmen kommer filmens instruktør, Tanja Wol, Colombia-gruppen fra Internationalt Forum samt forsker i interkulturelle studier, Julia Suárez Krabbe. Sammen vil de snakke om situationen i Colombia og gøre os klogere på, hvad der sker i forhold til fredsprocessen og landkonflikter.

Billetter kan købes via billetlinkhttps://mydox.dk/form/2766

TEMA: DEMOKRATI

Med DEMOKRATI i fokus skal vi undersøge den styreform, som store dele af verden har udråbt til den bedste. Vi skal se nærmere på nogle af de udfordringer, som følger med demokratiet og på, hvordan internettet påvirker demokratiet.

Særligt relevant for: Samfundsfag, historie, mediefag

Feels Good Man

Da Matt Furie skabte den antropomorfiske og sjove tegneseriefrø Pepe the Frog i 2005, kunne han ikke i sin vildeste fantasi have forestillet sig, at den ville blive ikke bare et af de største internetfænomener, men en online maskot for den ekstreme højrefløj og ny-nazisme. Furie har siden kæmpet for at få frøen tilbage til sine uskyldige rødder, men Pepe har været på en lang rejse væk hjemmefra, og det er ikke ligetil at ændre betydningen af noget, som bestemte online grupper har dannet stærke fællesskaber omkring. Dokumentaren tager os med på rejsen fra tegneseriefrø til hadsymbol med interviews af både eksperter, 4chan incels og Matt Furie for at forstå den magt, internetfænomener kan have i verden.

Dokumentaren følger Matt Furie i hans kamp for at vinde Pepe tilbage fra de mørke kræfter på internettet. Her lurer internet-trolde overalt, som med få klik kan bestemme Pepes fremtid som et hadefuldt symbol eller blot et udskyldigt udtryk for en tegners fantasi. Internettet er overalt omkring os, og derfor er det vigtigt, at vi sætter fokus på dets muligheder og begrænsninger.

Instr. Arthur Jones / USA / 2020 / Sprog: Engelsk / Længde: 92 minutter / Fag: Dansk, samfundsfag, mediefag

Kampen om Grønland

Trump vil købe Grønland og Danmark har svært ved at slippe taget helt. Men hvad vil grønlænderne selv? I denne dokumentar møder vi en række unge grønlændere, der på hver deres måde engagerer sig i kampen for deres land. Vi følger Josef, der rapper om selvstændighed, Kaaleeraq der som nyslået politiker kæmper for selvstændighed som politiker og Tillie der har grundlagt et nyt parti for øget samarbejde i Rigsfællesskabet. For få danskere ved nok om det grønlandske samfunds drømme og ønsker, men her er en mulighed for at blive klogere.

Siden 1721 har Grønland været en del af det danske rige, og først i 2009 fik landet selvstyre og den endelige selvstændighed er endnu ikke kommet. Samtidig financierer et dansk bloktilskud næsten halvdelen af Grønlands samlede budget – herunder et økonomisk presset socialområde. Et flertal i befolkningen ønsker fuld selvstændighed og en frigørelse fra Danmark, og det er derfor interessant at dykke ned i denne del af Danmarkshistorien, som vi ofte ikke stiller os alt for kritiske overfor.

Instr. Kenneth Sorento / Danmark / 2020 / Sprog: Grønlandsk og dansk (danske undertekster) / Længde: 96 minutter / Fag: Historie, samfundsfag

Arrangement onsdag d. 18/3 kl. 10:00-12:00 i Aveny T

Filmen ledsages af en snak mellem to af filmens medvirkende, Tillie Magnussen og Paninnguaq Heilmann, samt idéhistoriker og forsker i dansk kolonihistorie, Astrid Nonbo Andersen. De vil snakke om Grønlands fremtid og muligheder for selvstændighed ud fra egne oplevelser og erfaringer.

Billetter kan købes via billetlink: https://mydox.dk/form/2764

TEMA: DE 17 VERDENSMÅL

Det er blevet kaldt den mest ambitiøse plan for klodens fremtid nogensinde: I 2015 vedtog alle verdens nationer DE 17 VERDENSMÅL, der skal løse mange af klodens problemer inden 2030. I dette tema undersøger vi målene gennem nogle fantastiske film, der kan åbne problemstillingerne op indefra.

Særligt relevant for: Historie, samfundsfag og naturgeografi

Push

Push åbner op for den globale problemstilling omkring storbyernes tiltagende utilgængelighed, hvor boligpriserne stiger ude af trit med beboernes indkomst.

Leilana Fahra er udvalgt af FN til at udfordre regeringer til at sikre den fundamentale menneskeret: ordentlige boliger til alle, og filmen følger hende rundt i verden for at undersøge hvorfor familier i alt fra Barcelona til Toronto presses ud af deres hjem, samtidig med at andre bygninger står tomme. Filmen afdækker hvordan forholdet mellem ejendomsmarkedet, byggefirmaer og politikere udgøres af mere korrupte relationer end vi almindeligvis forestiller os.

Instr. Fredrik Gertten / 2019 / Sprog: Engelsk, spansk og italiensk (engelske undertekster) / Længde: 92 minutter / Fag: Samfundsfag & arkitektur

The Story of Plastic

Plastik er ikke til at undgå og er en af de største udfordringer inden for klima og miljø. Mens den enkelte borger ofte sættes i centrum for at løse problemet, peger denne dokumentar i stedet på plastproducenternes ansvar. Den peger i stedet på, at industrien har haft en rolle i at distrahere os fra at anerkende problemet med plastik og ikke anerkende, at vi bør fokusere på alle led af forbrugskæden. En dokumentar der griber fat om roden af et af tidens mest presserende emner.

Eksperter tager os med rundt i verden fra Vestens storproduktion af plastik, til Kinas, Indonesiens og Filippinernes store lossepladser, hvor lokale forsøger at sortere de mange forskellige typer af plastik. Dokumentaren giver derfor også et interessant blik ind i de globale magtstrukturer, som i høj grad er synligt i plastikkens infrastruktur, hvor rige lande producerer og forbruger, mens det Globale Syd opkøber affald og står med problemerne med forurening og forsøget på at komme af med det igen.

Instr. Daia Schlosberg / 2019 / USA, Indien, Belgium, Kina, Filippinerne, Indonesien / Sprog: Engelsk / Længde: 95 minutter / Fag: Naturgeografi

Arrangement mandag d. 16/3 kl. 10:00-12:00 i Nordisk Film Palads

Filmen efterfølges af et oplæg fra de tre gymnasieelever, Tobias, Kristian og Sebastian fra Egaa Gymnasium, som skal fortælle om deres forsøg på at finde en metode til at identificere mikroplast i vand i forbindelse med Astras naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere.

Billetter kan købes via billetlinkhttps://mydox.dk/form/2762

Watson

Kaptajn Paul Watson har dedikeret sit liv til én ting: at kæmpe for bevarelsen af dyre- og planteliv i havene. Som medstifter af Greenpeace og en del af Sea Shepherds har han brugt utallige år som aktivist på verdenshavene, hvor han med brug af alle tænkelige aktioner og kneb er blevet en kontroversiel politisk skikkelse i kampen for at opnå retfærdighed. I en tid, hvor havmiljøet et hårdt truet, er dette en vedkommende og relevant film.

Fortællingen om Paul Watsons liv og virke udforskes gennem arkivmateriale, optagelser fra under havoverfladen og personlige beretninger fra Watson selv. Dokumentaren bringer os dermed tæt på én af dem, der virkelig har været på barrikaderne for at kæmpe for vores havmiljø, som i disse tider er hårdt truet.

Instr. Lesley Chilcott / 2019 / USA, Costa Rica, Tonga, Østrig / Sprog: Engelsk / Længde: 99 minutter / Fag: Naturgeografi

Om UNG:DOX

UNG:DOX er CPH:DOXs program rettet mod ungdomsuddannelser, der blev etableret i 2012 ud fra idéen om, at den moderne dokumentarfilm kan give elever på landets ungdomsuddannelser et nytænkende, fagligt og kulturelt indspark i undervisningen. UNG:DOX-programmet for 2020 begynder snart at forme sig, og er du interesseret i at få vejledning og planlægge et arrangement til din klasse, din faglinje eller hele din skole, kan du kontakte projektlederen for et samarbejde herom. Billetter koster 40 kroner ex. moms.

UNG:DOX gør festivalens store program mere tilgængeligt ved hvert år at håndplukke 20-25 dokumentarfilm, der har særlig relevans i en undervisningssammenhæng. De udvalgte film er kunstneriske og kritiske dokumentarfilm, som bearbejder en bred vifte af aktuelle samfundsrelaterede og kulturelle tematikker. På den måde får lærere og elever et spændende og levende alternativ til den traditionelle, papirbaserede undervisning.

Filmene ledsages af debatarrangementer, Q&A’s med instruktører, oplæg og workshops, så eleverne får en helstøbt oplevelse, der kan afføde dybdegående refleksioner og diskussioner hjemme i klasselokalet – ofte på tværs af flere fag. Du er meget velkommen til at kontakte os for booking af billetter – vi er meget fleksible og tager højde for dine ønsker og behov.

Amalie Brok
Projektleder på UNG:DOX

amalie.b@cphdox.dk

+ 45 27 59 87 12