Sociale bevægelser inden for klima, digital sikkerhed og kvindefrigørelse er udgangspunktet for årets talk-serie ‘An Evening With’, der taler direkte ind i hovedtemaet på CPH:DOX 2020: Movements. Serien præsenteres i samarbejde med Normann Copenhagen.

Edward Snowden, Connie Hedegaard, Jonathan Safran Foer og Werner Herzog er nogle af hovednavnene i talk-serien, ‘An Evening With’ på CPH:DOX 2020. Programmet byder på seks eksklusive talks med kunstnere, aktivister og ikke mindst bevægelser, der aktivt forholder sig til verdens store sociale og politiske udfordringer.

I år sætter dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX fokus på sociale bevægelser med det samlede tema ‘Movements’. Halvdelen af de seks talks er derfor dedikeret til de nye, demokratiske bevægelser, hvor helt almindelige borgere rejser sig i fælles flok og kræver en bedre, mere retfærdig og mere sikker verden. Det handler om klimaforandringer, digital sikkerhed og om den nye, muslimske kvindebevægelse.

Digitale dilemmaer og klimakamp

Årets festival kaster lys over den digitale tidsalder og de medfølgende dilemmaer med blandt andre whistleblower Edward Snowden og hans advokat Ben Wizner. På en direkte forbindelse fra sit eksil i Rusland, vil whistlebloweren Edward Snowden mødes til en samtale med DRs viden- og tech-korrespondent Henrik Moltke i forbindelse med Danmarkspremieren på dokumentarfilmen ‘iHuman’. Filmen omhandler brugen af kunstig intelligens i overvågning. Edward Snowdens advokat Ben Wizner, professor og AI-ekspert Thomas Bolander og filmens instruktør Tonje Hessen Schei lægger også vejen forbi premieren den 23. marts på Bremen Teater.

En anden film der også taler ind i den digitale tidsalder er filmen ‘The Social Dilemma’, som kredser om den nye form for kapitalisme med mennesker som den rå ressource. Den anerkendte forfatter Shoshana Zuboff er central i filmen, der vises i Bremen Teater den 24. marts. Efter visningen og med udgangspunkt i Anders Kjærulfs interview med Zuboff, taler en række repræsentanter fra den mod-bevægelse, der vil have vores private data tilbage fra tech-giganterne. Mød journalist Anders Kjærulf (‘Aflyttet’), Rikke Frank Jørgensen (Institut for Menneskerettigheder) og professor Mikkel Flyverbom (CBS).

Endnu et højdepunkt i CPH:DOX talk-serien er den verdenskendte forfatter Jonathan Safran Foer, der præsenteres i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek. Foer besøger København i forbindelse med International Forfatterscene på Den Sorte Diamant og på baggrund af udgivelsen af hans anden faglitterære bog ‘Vi er vejret’. Med fokus på klimaforandringerne, og hvordan de kan bekæmpes med kniv og gaffel, mødes forfatteren i en samtale med den tidligere miljøminister og EU-kommissær Connie Hedegaard den 17. marts.

Og klimaforandringerne er et gennemgående tema i årets ‘An Evening with’-serie. I forbindelse med dokumentarfilmen ‘Now’ om Greta Thunberg og den globale klimabevægelse anført af ungdommen, giver CPH:DOX scenen og ordet til de unge aktivister fra organisationer som Fridays for Future, Den Grønne Klimabevægelse og Extinction Rebellion. Det er i Empire Bio den 22. marts.

Muslimske kvinders frigørelseskamp og en Oscar-hædret instruktør

Den verdensberømte instruktør Werner Herzog besøger CPH:DOX. Med udgangspunkt i et bagkatalog, der tæller nogle af filmhistoriens største dokumentarfilm og en stærk mening om kunstens potentiale til at gøre en forskel, kan Herzog opleves i en eksklusiv samtale i Stærekassen den 24. marts. Efter samtalen præsenterer festivalen en særvisning af instruktørens seneste film ‘Family Romance, LLC’.

Et andet krav om forandring kommer fra den nye, muslimske kvindebevægelse. Kvinder verden over er i gang med opgør med tradition og tro, der giver plads til et ønske om mere frihed og øget ligestilling. I forlængelse af den utrolige dokumentation af en kvindes flugt fra et tvangsægteskab i filmen ‘Saudi Runaway’ byder CPH:DOX den 21. marts filmens hovedperson, Muna, velkommen på scenen i en samtale med repræsentanter fra den nydanske kvindebevægelse, heriblandt Khaterah Parwani og Sabba Mirza, modereret af Rushy Rashid.

AN EVENING WITH EDWARD SNOWDEN

Bremen Teater, 23. marts, 18:30-21:00
Køb billet her

An Evening with Edward Snowden præsenterer en samtale med den berømte whistleblower, modereret af DRs viden- og tech-korrespondent Henrik Moltke og et bredt panel af eksperter om brugen af kunstig intelligens i overvågning.

Aftenen præsenteres i samarbejde med Normann Copenhagen, Ingeniørforeningen IDA og ANE (Association of Nordic Engineers).

Mød Edward Snowden på en direkte forbindelse fra hans eksil i Rusland, når han taler med DRs viden og tech-korrespondent Henrik Moltke efter Danmarkspremieren på dokumentarfilmen  ‘iHuman’. Efter samtalen med Snowden udvider vi panelet med instruktør Tonje Hessen Schei, Snowdens advokat Ben Wizner (ACLU) og professor og ekspert i kunstig intelligens v. IDA og ANE, Thomas Bolander (DTU).

OM FILMEN
En af de helt store game-changers i vores tid er kunstig intelligens (AI). En teknologi, der ifølge tech-optimister kan forbedre verdenssamfundet, finde løsninger på hungersnød og dæmme op for klimaforandringer. Men som i de forkerte hænder kan lede til et overvågningssamfund af hidtil usete proportioner, hvor Georg Orwells ‘1984’ ikke længere er science fiction. I ‘iHuman’ møder vi en række indflydelsesrige eksperter, fra ‘the father of AI’, Jürgen Schmidhuber, til kritisk indstillede stemmer som menneskerettighedsadvokat Philip Alston, der giver os et indblik i den fremtid, vi med hastige skridt går i møde.

‘An Evening with Edward Snowden’ er en del af DOX:DIREKTE og transmitteres ud til biblioteker og ingeniørhøjskoler, hvor it-professionelle og ingeniører fra hele Norden følger med i både film og debat. Aftenen præsenteres i samarbejde med Ingeniørforeningen IDA og ANE (Association of Nordic Engineers) og rundes af med drinks til alle gæster, serveret af Norges ambassade.

AN EVENING WITH THE MUSLIM WOMEN’S MOVEMENT

Bremen Teater, 21. marts, 17:30-20:00
Køb billet her

An Evening with the Muslim Women’s Movement præsenterer den utrolige historie i dokumentarfilmen ‘Saudi Runaway’, som placerer sig midt i den kvindebevægelse, der er opstået på tværs af Mellemøsten og nu også i Saudi-Arabien.

Aftenen præsenteres i samarbejde med Normann Copenhagen.

Muslimske kvinder verden over er i gang med opgør med tradition og tro, der giver plads til det ønske om frihed og ligestilling, de deler med resten af kvindebevægelsen. Den bevægelse er nu også nået til Saudi-Arabien, hvor kvinders rettigheder er minimale.

 

I forlængelse af den utrolige dokumentation af en kvindes flugt fra et tvangsægteskab i ‘Saudi Runaway’ byder vi den 21. marts filmens hovedperson, Muna, velkommen på scenen i en samtale med repræsentanter fra den nydanske kvindebevægelse (heriblandt Khaterah Parwani, Sabba Mirza og Natasha al-Hariri) modereret af Rushy Rashid.

 

OM FILMEN
Som ung kvinde i Saudi-Arabien kan man se frem til et liv i kvælende ufrihed. For Amjad er det en utænkelig fremtid. Hendes eneste vej ud er paradoksalt nok at indgå et arrangeret ægteskab med en mand, hun ikke kender – men når hendes plan går op for én i dens fulde omfang bliver man virkelig væltet bagover. At hun har haft mod til i al hemmelighed at dokumentere hele sin flugt på en iPhone er nærmest ubegribeligt. ‘Saudi Runaway’ består udelukkende af hendes egne videoer. En enkelt kvindes oprør imod det ultimative patriarkalske system i en film så intens, nervepirrende og i sidste ende befriende, at man aldrig glemmer det.

AN EVENING WITH: WERNER HERZOG

Bremen Teater 24. Marts 19:00 – 20.30
Køb billet her

An Evening with Werner Herzog præsenterer en eksklusiv samtale med den Oscar-vindende instruktør efterfulgt af en visning af hans seneste film ‘Family Romance, LLC’.

Aftenen præsenteres i samarbejde med Normann Copenhagen. Og Goethe-Institut Dänemark.

Den tyske filmskaber Werner Herzog besøger CPH:DOX til en eksklusiv samtale på Bremen Teater med udgangspunkt i et livsværk, der tæller nogle af filmhistoriens mest nyskabende dokumentarfilm. Herzog har aldrig skelnet så hårdt mellem dokumentar og fiktion i sin livslange søgen efter det, han selv kalder ekstatisk sandhed. Og så er han en mand med stærke meninger om kunst og dens potentiale til at gøre en forskel.

 

Efter samtalen præsenterer vi en særvisning af Herzogs seneste film, ‘Family Romance, LLC’. Arrangeret i samarbejde med Goethe Institut Dänemark i anledning af det dansk-tyske venskabsår i 2020. NB: Billet købes særskilt til filmvisning, se mere her: https://biograf.ebillet.dk/billetter/23054/225?org=220

 

OM FILMEN

I Japan kan man leje et familiemedlem, en kæreste eller en kollega, hvis man har brug for nogen at tage med til en højtid – eller til at tage en skideballe på arbejdet. En ideel situation for en filmskaber som Werner Herzog, der i sin seneste hybridfilm har castet skuespilleren Yuichi Ishii direkte fra virkeligheden, hvor surreel den end er. I ‘Family Romance LLC’ er både fiktion og dokumentar i citationstegn, som altid hos den tyske ener. Men denne gang er han ude på nye dybder. Med en æstetik som forspillet i en pornofilm, har Herzog med flere kritikeres ord skabt sin mærkeligste film i mange år. Og det siger ikke så lidt.

AN EVENING WITH THE CLIMATE MOVEMENT

Empire Bio, 22. marts, 14:30-16:30
Køb billet her

An Evening with the Climate Movement sætter fokus på den nye, globale klimabevægelse anført af ungdommen, der på tværs af kulturer og nationer samles til skolestrejker og klimaprotester.

Aftenen præsenteres i samarbejde med Normann Copenhagen.

Efter filmvisningern af ‘Now’, der fortæller historien om Greta Thunberg og de mange ligesindede unge, der de seneste år er gået på gaden for at råbe den voksne generation op i klimaets navn, inviterer vi til en paneldebat om de nye bevægelser blandt unge, der har fået nok og vil en anden verden. Vi vender debat-formatet på hovedet og tager den klassiske moderator ud, når vi i stedet giver scenen og ordet til de unge aktivister, der er i fuld gang med at genopfinde tidligere tiders protestbevægelser og ungdomsoprør.

 

Mød Selma Montgomery (koordinator i miljøbevægelsen Fridays For Future), Esther Kjeldahl (initiativtager, Den Grønne Studenterbevægelse), samt repræsentanter fra Extinction Rebellion med løbende live sparring fra demokratiekspert Zakia Elvang (partner og strategisk rådgiver, We Do Democracy).

 

OM FILMEN

Skolestrejker, demonstrationer og civil ulydighed. Den nye bølge af ung aktivisme, der med Greta Thunberg i front har indtaget gaderne verden over, bruger alt hvad de har for at råbe politikerne og resten af befolkningen op om de klimaforandringer, der kommer til at forme deres fremtid. ‘Now’ er en film om de unge aktivisters gåpåmod, deres angst for klimaforandringerne og deres vilje til at finde nye og alternative veje til en bæredygtig fremtid. Garvede aktivister som nobelprisvinder Muhammad Yunus og den ikoniske rockpoet Patti Smith bidrager med årtiers erfaring med at arbejde for forandring – nu.

INTERNATIONAL FORFATTERSCENE: JONATHAN SAFRAN FOER & CONNIE HEDEGAARD


Den Sorte Diamant, 17. marts, 20:00
Køb billet her

Klimaforandringerne har gjort sit indtog i litteraturen, hvor nu også forfatterne tager stilling til det allestedsværende emne og præsenterer deres bud på løsninger. Jonathan Safran Foer er gæst i Den Sorte Diamant til en samtale med tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard om sin helt nye nonfiction bog, We are the Weather, som netop sætter fokus på klimaforandringerne.

Traumeskildringer
Jonathan Safran Foer fik sit store gennembrud med debutbogen Everything is Illuminated i 2001, på dansk Alting bliver oplyst, da han var blot 24 år gammel, og blev belønnet med blandt andet Guardian First Book Award i 2002. Sidenhen er han blevet kendt for sit utraditionelle greb om både historiske og private traumer. Det gælder blandt andet i bestselleren Ekstremt højt og utrolig tæt på, hvor han gennem den 9-årige Oscar fortæller en af de mange ulykkelige historier i forbindelse med terrorangrebet på World Trade Center.

Essays om kødproduktion
I 2009 udkom nonfiction-bogen Om at spise dyr, som markerede Foers skift til en mere faglitterær genre. Essaysamlingen portrætterer den industrialiserede kødproduktion i USA og stiller spørgsmålstegn ved det at spise kød.

Klimakampen starter ved morgenbordet
We are the Weather udkommer på dansk d. 2. marts med titlen Vi er Vejret. Her tager han fat på et af de helt store spørgsmål, som mange af os kæmper med. For hvad kan vi selv gøre, når det kommer til klimaforandringer? Kan vi indlede vores kamp mod klimaforandringerne ved hjælp af noget så simpelt som kniv og gaffel? Behøver vi at tage en kold tyrker fra al kød? Eller begynder det hele med, hvad vi spiser – og ikke spiser – til morgenmad?!

Jonathan Safran Foer
Født d. 21. februar 1977 i Washington D.C., USA. Har studeret på Princeton University. Er bosat i New York og har to børn med forfatterkollegaen Nicole Krauss, som han var gift med i årene 2004-2014.

Everything Is Illuminated (2002) – roman
Extremely Loud and Incredibly Close (2005) – roman
The Unabridged Pocketbook of Lightning (2005) – uddrag fra romanen Extremely Loud … samt et essay.
Joe (2006) – i samarbejde med Hiroshi Sugimoto
Here I Am (2016) – roman
Eating Animals (2009) – nonfiktion om vegetarisme
Tree of Codes (2010) – en kunstbog
We Are The Weather (2019)

Connie Hedegaard
Har en omfattende politisk karriere bag sig, som tæller magtfulde positioner som blandt andet forhenværende klima- og energiminister og klimakommissær i EU. Hun er bestyrelsesformand for den grønne tænketank CONCITO. Desuden har hun sideløbende fulgt Foers forfatterskab med stort engagement.

International Forfatterscene
Siden 2008 har Den Sorte Diamants International Forfatterscene været centrum for levende samtaler om international litteratur

AN EVENING WITH THE DIGITAL PRIVACY MOVEMENT

Stærekassen, 24. marts, 20:45-22:45
Køb billet her

An Evening with the Digital Privacy Movement præsenterer filmen ‘The Social Dilemma’ og sætter fokus på mod-bevægelsen, der går ‘off-grid’ og kræver sine private data tilbage fra tech-giganter som Google og Facebook.

Aftenen præsenteres i samarbejde med Normann Copenhagen.

 

Ifølge succesforfatter Shoshanna Zuboff er vi indtrådt i en ny form for kapitalisme, hvor vi som mennesker er den rå ressource. Tech-giganterne i Google og Facebook ejer vores data og dermed os, og vi er nødt til selv at stige af toget, hvis vi ikke vil køre ud over afgrunden.

 

Efter visningen af filmen ‘The Social Dilemma’ giver vi ordet til repræsentanter fra den ‘off-grid’-bevægelse, til en debat om hvordan vi tager kontrollen over vores private data tilbage. Mød journalist Anders Kjærulf (‘Aflyttet’), Rikke Frank Jørgensen (Institut for Menneskerettigheder) og professor Mikkel Flyverbom (CBS).

OM FILMEN
I overvågningskapitalismens tidsalder er vi selv den rå ressource. Og den kunstige intelligens, der fodres af vores brug af gratis søgemaskiner og sociale medier er med til at sætte bååde sandhed og samfund over styr i en udvikling, der styrer direkte mod afgrunden. Men tag ikke bare vores ord for det. Det er nemlig de afhoppede programmører fra Google og Facebook selv, der her lægger kortene på bordet. ‘En ubekvem sandhed’ møder et afsnit af ‘Black Mirror’ når vi konfronteres med den fremtid, vi allerede lever midt i – og får gode råd til, hvordan vi erobrer privatlivet tilbage.