Den internationale dokumentarfilmfestival CPH:DOX offentliggør i dag sit komplette musikprogram, der har danske navne som ZAAR og Nurse blandt højdepunkterne samt nye stærke dokumentarfilm om Pavarotti og Frank Zappa og musikindustriens seneste #MeToo-film.

Se det fulde lineup af koncerter og musikfilm nederst. 

Fra den 18. til 29. marts byder dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX atter indenfor til 12 dage spækket med dokumentarfilm, kunst, debatter, events og koncerter.

Det endelige festivalprogram offentliggøres den 20. februar, men allerede i dag kan festivalen løfte sløret for årets samlede musikprogram, der tæller 16 af de bedste musikfilm fra året, der er gået, i serien SOUND & VISION og 20 nøje kurateret koncerter i koncertrækken AUDIO:VISUALS, hvor musik møder film og visuel kunst.

CPH:DOX fejrer offentliggørelsen i aften (fredag den 7. februar) på Copenhagen Contemporary med visning af ‘Felix in Wonderland’’ og efterfølgende koncert med danske Excelsior.

Unge, danske talenter præger programmet

Det er især de danske talenter, der stråler igennem årets musikprogram, hvor blandt andre danske Anja T. Lahrman pryder med sin barok-inspireret pop. Sangskriver, tekstforfatter, producer og sanger er blot få af de titler, Anja T. Lahrman, kan beskrives med. Selv kalder hun sig Excelsior og har siden sin debut-ep ‘Superimposed’ fra 2015 imponeret publikum og anmeldere med sit fornemme format. Nu er hun albumaktuel med ‘O Horizon’.

Josefine Struckmann gæster også festivalen med sit soloalias Nurse. Tidligere var Struckmann en del af punkduoen MOR sammen med danske MØ, hvor hun optrådte med sange som ‘Fisse i dit fjæs’. På årets CPH:DOX kan hun opleves live i forbindelse med premieren på danske Eva Marie Rødbros seneste dokumentar ‘I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die’, som Struckmann har lavet soundtracket til. Til koncerten den 18. marts på Aveny-T vil Struckmann helt eksklusivt blandt andet optræde med det ikoniske nummer ‘Lonely Rider’ fra filmen, der ligeledes er med på hendes debut ‘Revelations of a Girl’.

Blandt de danske højdepunkter er også ZAAR, der med sin storladne lyd og konstante vekslen mellem synthtunge beats og en majestæstisk vokal har imponeret det danske publikum. ZAAR aka Sara Flindt har for nyligt udgivet sin ambitiøse og dramatiske debut-ep ‘My Sense of Humor’, og er kvinden bag musikken til filmen ‘Homesick’, der kan opleves i forbindelse med koncerten på CPH:DOX. Om arbejdet med ‘Homesick’ udtaler ZAAR:

Jeg ser frem til koncerten på CPH:DOX. Særligt fordi ‘Homesick’ har været et stort omdrejningspunkt for mig det seneste år. Hvad er hjem, er et spørgsmål, der har fyldt meget i mig, og det har været en utrolig lærerig proces at få lov til at arbejde med holdet bag filmen, og se Danielle Agami sætte krop på mine ord. Det er meget rørende og personligt, og præcis det, min musik manglede. Der er lagt hårdt arbejde og mange følelser i det vigtige emne, som instruktør Samantha Shay så smukt har portrætteret. Jeg synes, at resultatet er blevet fuldendt. Koncerten bliver en kulmination på arbejdet med filmen, og samtidig forsøger jeg mig med nyt materiale live. Jeg er meget beæret over, at filmen får lov til at have premiere på CPH:DOX.

Internationale helte i nye formater

Musikprogrammet byder også på en række audiovisuelle koncerter med internationale helte, der optræder med specialproducerede shows på festivalen. Blandt andet engelske Actress, der til koncerten på CPH:DOX, udforsker de kreative og sociale potentialer i kunstig intelligens i selskab med sin AI-karakter, Young Paint.

Desuden præsenterer festivalen et audiovisuelt lysshow med den prisvindende engelske trommeslager, komponist og producer Moses Boyd, som tidligere har samarbejdet med navne såsom Little Simz, Sampha og Floating Points. Koncertrækken tæller også et særligt kunstnermøde mellem den enigmatiske lydkunstner Félicia Atkinson og den eksperimentelle filmskaber og CPH:DOX-darling Ben Rivers, hvor Atkinsons abstrakte og ambiente musikunivers sammenvæves med Rivers’ cinematiske billeder.

Fællesspisning med østers og musik

I samarbejde med det Københavnske klubkoncept MANNA inviterer CPH:DOX også til en aften med langbordsmiddag, østersbar, audiovisuelle koncerter. Koncerterne byder på hårdtslående pop fra Euphoria-soundtrack aktuelle Kilo Kish og det rebelske svensk-iranske talent Nadia Tehran. Dertil vil de danske talenter BishBusch og Necklace performe live akkompagneret af visuals leveret af den danske kunstner Magnus Pind.

Modstand, madammer og #MeToo

Filmsektionen SOUND & VISION er dedikeret til årets bedste musikfilm. I år er programmet præget af politisk indhold med højdepunkter som verdenspremieren på dokumentarfilmen ‘A Song Called Hate’, der følger de islandske Eurovision-trolde Hatari, som i et mylder af glimmer og mellemøstlig konflikt forsøger at skabe forandring gennem deres musik. Og med filmen ‘White Riot’ om 70’ernes aktivistiske bevægelse Rock Against Racism, der med The Clash som bannerfører samlede Englands unge i kampen mod racisme.

Rækken af musikfilm kaster også lys over tidernes stærke og rappe kvinder. Her kan publikum blandt andet opleve den unge danske Rikke Prelle navigere mellem drømme og Tinder-swipes i et ambitiøst kunstnerisk portræt, der vises med minikoncert af rapperen selv. Den franske ’Oh Les Filles!’ om de kvindelige kunstneres indflydelse på den franske popscene – fra Francois Hardy til Charlotte Gainsbourg og Vanessa Paradis, og filmen ‘Sisters with Transistors’, der giver stemme til de tidlige kvindelige pionerer inden for elektronisk musik som Pauline Oliveros og Suzanne Ciani.

Kvindernes kamp i musikhistorien bliver der slået endnu et slag for med musikindustriens seneste #MeToo-film, ‘On the Record’, som havde verdenspremiere på dette års Sundance filmfestival. I filmen står tre kvinder frem med voldtægtsanklager mod ‘The Godfather of Hip Hop’, Russell Simmons.

Stærke portrætfilm af legendariske kunstnere som Talk Talk, Pavarotti, Frank Zappa, Charles Aznavour og Throbbing Gristle er også at finde i årets musikprogram.

Koncerterne i AUDIO:VISUALS er sat i salg, mens billetsalget til musikfilmene i SOUND & VISION starter 20. februar. Se det fulde program herunder.

Koncerter i koncertrækken AUDIO:VISUALS 2020
Excelsior – 7/2 – Copenhagen Contemporary
Moses Boyd – 24/2 – Hotel Cecil:
Little Dragon – 10/3 – VEGA
Felix Kubin (film og koncert) – 18/3 – ALICE
Chassol – 19/3 – Hotel Cecil
Prelle (film & mini koncert) – 20/3 – Aveny-T
Sir Was – 20/3 – VEGA
Actress + Young Paint (live AV/AI) – 21/3 – Pumpehuset
MANNA x CPH:DOX: Kilo Kish, Necklace, Nadia Tehran & BischBusch + visuals af Magnus Pind – 21/3 – KPH Volume
Aleksi Peräla & Alice Topsøe + Deb Foam – 21/3 – Xenon i Huset-KBH
Climate Symphony – 22/3 – Aveny-T
Felicia Atkinson & Ben Rivers – 25/3 – Kunsthal Charlottenborg
Plaid – 26/3 – VEGA
ZAAR (koncert + kortfilmen ‘Homesick’)  – 27/3 – URBAN 13
1900 – 28/3 – VEGA
Final Party feat. Teebs – 28/3 – Hotel Cecil

Musikfilm i serien SOUND & VISION 2020 

Lisbon Beat: Dansabel og politisk gadefest i Lissabons forstæder, hvor folk danser til deres eget afro-portugisiske beat.

White Riot: The Clash i front for 70’ernes Rock Against Racism-bevægelse, der med punk og reggae som soundtrack samlede Englands unge.

Aznavour By Charles: Et filmisk selvportræt af en af Frankrigs mest ikoniske kunstnere, optaget af manden selv over en periode på 70 år.

Felix in Wonderland: En charmerende rundvisning i det tyske synthesizer-geni Felix Kubins musikalske vidunderverden. Analog lyd på analog film.

Haut les filles!: Fra pæne piger til kunstneriske ikoner: de franske kvinder har taget magten, scenen og mikrofonen. Mød Françoise Hardy, Charlotte Gainsbourg, Christine and the Queens m.fl.

Other Like Me: Fra performance-kunst til øredøvende industrial. Historien om pionererne Throbbing Gristle, fortalt for første gang på film af kunstnerne selv.

All I Can Say: Forsangeren Shannon Hoon fra Blind Melon dokumenterede sit liv på et VHS-bånd helt op til sin død. Et unikt (selv)portræt og en tidskapsel af 90’er-kultur.

Pavarotti: Manden der gav sit liv til musikken, og en stemme til verden. Den prisvindende instruktør Ron Howard løfter scenetæppet for et ikon, der bragte operaen til folket.

Prelle – Lytter til mig selv: Fortiden har indhentet den småkriminelle rapper Rikke Prelle. En kamp mellem drømme og forventninger i en blanding af dokumentarisme, musikvideo og magisk realisme

Pearl of the Desert: Musikalske D-vitaminer fra Indiens ørken i en smuk fortælling om en dreng med en utrolig stemme og en drøm om at leve af sin sang.

Max Richter’s Sleep: Hvordan lyder musik, når den høres i søvne? Oplev den geniale komponist i aktion under arbejdet med sit monumentale mesterværk ‘Sleep’.

Sisters With Transistors: Historien om de kvindelige pionerer indenfor elektronisk musik, der gennem radikale eksperimenter med maskinen og dens frigørende teknologier, omdefinerede musikken.

American Rap Star: Ansigtstatoveringer, stofmisbrug og tidlig død. Få historien om SoundCloud-rappen og dens skandaløse miljø.

On The Record: Fra ofre til krigere. Tre kvinder står frem med voldtægtsanklager mod ’the godfather of hiphop’ – og nu musikkens svar på Harvey Weinstein – Russell Simmons.

Keyboard Fantasies: The Beverly Glenn-Copeland story: 75 år, transkønnet, sort og pludselig genstand for en ny generations kærlighed. Tag med på en rørende tidsrejse med den kosmiske new-age synthmusiker fra Philadelphia.

In A Silent Way: Hvad gør man, når det band, man vil lave en film om, bare nægter? Det åbenlyse svar er jo at lade være. Men hvis nu man er dybt uenig i, at verden ikke behøver en film om de mesterlige Talk Talk? En charmerende filmessay om jagten efter selv det mindste halmstrå.

Zappa
Med hidtil uset adgang til Frank Zappas eget arkiv, har instruktør Alex Winter lavet den definitive film om musikikonet.