Oplev de to første afsnit af den stort anlagte dokumentarserie ’Scandinavian Star’ og mød holdet bag, når CPH:DOX lancerer årets fulde festivalprogram den 28. februar i Imperial.

Ventetiden er snart ovre: Den 28. februar præsenterer vi i samarbejde med Danish Documentary og Nordisk Film, DR, NRK, TV4 og Politiken årets fulde festivalprogram med en storslået forpremiere på den kommende og stort anlagte serie ‘Scandinavian Star’ om skibsbranden og tragedien i 1990.

Vi viser de to først afsnit før seriens tv-premiere på Imperials store lærred, og efterfølgende vil holdet bag (dokumentarfilminstruktør Mikala Krogh og journalist Lars Halskov) indvie os i arbejdet med den seks episoder lange dokumentarserie, der samtidig markerer tredive-året for katastrofen.

Dokumentarserie om Nordens største mordbrand  

Natten til den 7. april 1990 bryder den første af flere brande ud på passagerskibet Scandinavian Star fra Oslo, på vej til Frederikshavn. Brandforløbet får katastrofale konsekvenser i løbet af ganske få timer, hvor 159 af de 383 passagerer og 99 besætningsmedlemmer omkommer. Branden, som viser sig at være påsat, er den største mordsag i Skandinavien siden 2. verdenskrig og er stadig uopklaret den dag i dag, hvor overlevende og pårørende fortsat søger svar på, hvad der skete. 

Gennem interviews med overlevende og pårørende og med helt nye oplysninger i sagen, går ‘Scandinavian Star’ i dybden med den nationale tragedie, der efter tredive år stadig rummer flere spørgsmål end svar.

Bag serien står dokumentarfilminstruktør Mikala Krogh (‘Ekstra Bladet – uden for citat’), journalist Lars Halskov (‘Branden – Gåden om Scandinavian Star’) og Nikolaj Scherfig (‘Broen).

Årets program afsløres

Inden ’Scandinavian Star’ bliver vist på det store lærred i Imperial, præsenter CPH:DOX årets festivalprogram, der igen i år byder på mere end 200 nye dokumentarfilm, debatter, konferencer, koncerter, kunstværker, VR-installationer og fester.

CPH:DOX Programlaunch 2020. Fredag den 28 februar kl. 18.00, Imperial. Billetter til hele arrangementet koster 90 kr. her.